Vedtægter for den selvejende institution
“Vilsbæk børne, ungdoms- og kulturhus”
 
§1.
Navn:
Institutionens navn er “Vilsbæk børne-, ungdoms- og kulturhus”, i daglig tale kaldet “Vilsbæk-Huset”.
Dens hjemsted er i Vilsbæk, Åbenrå Kommune, og den er selvejende.

§2.
Formål:
Stk. 1.
Institutionen har til formål efter opførelse, at drive et værested beregnet til benyttelse af organisationer, foreninger,
klubber og privatpersoner i Vilsbæk og omegn.

Stk. 2.
Det bør tilstræbes, at værestedet fortrinsvis danner rammen om idrætslige, kulturelle og sociale foranstaltninger, der er af betydning for ungdommens fritidsbeskæftigelse og fritidsinteresser og for sammenholdet i Vilsbæk og omegn generelt.

§ 3.
Kapital:
Stk. 1.
Den til opførelsen nødvendige kapital tilvejebringes dels ved salg af støtte beviser blandt områdets beboere, foreninger og selskaber, ved indskud fra de initiativtagende foreninger og klubber, og dels ved tilskud fra fonde, kommune, m.fl.

Stk. 2.
Værestedet opføres primært ved frivillig arbejdskraft.

§ 4.
Drift:
Stk. 1.
Såfremt der ved institutionens drift efter afskrivning fremkommer et overskud, der ikke er medgået til udligning af underskud fra tidligere år eller til henlæggelse til istandsættelse, fornyelse, vedligeholdelse m.v., kan dette anvendes til ekstraordinær afskrivning, modernisering eller udvidelse af bestående bygninger.

Stk. 2.
De institutionen tilhørende midler skal indsættes på bank- eller sparekassebog, lydende på institutionens navn,
eller anbringes i obligationer.

§ 5.
Medlemsskab:
Stk. 1.
Som medlem kan optages personer, foreninger eller selskaber, der har interesse i institutionens arbejde.

Stk. 2.
Hvert enkelt medlem tegner sig ved optagelse for et støttebevis på mindst 500 kr.
Dette giver livsvarigt medlemsskab, og såfremt personen er over 15 år, har vedkommende valgbarhed og stemmeret ved institutionens generalforsamling. Støttebeviserne skal lyde på navn og noteres på navn og kan ikke overdrages.

Stk. 3.
De 5 foreninger, Vilsbæk Frivillige Brandværn, Vilsbæk Jagtforening, Vilsbæk Legepladsudvalg, Vilsbæk Kegleklub og Tombolaklubben, som hver især har indskudt kr. 5.000,00, tildeles 1 stemme pr. forening til generalforsamlingen.
Foreningen repræsenteres af formanden eller dennes stedfortræder.

Stk. 4.
Støttebeviserne giver ingen ret til andel i institutionens formue eller overskud.
Det hæfter IKKE for institutionens gæld eller driftsunderskud.

Stk. 5.
Udmeldelse kan ske ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem med virkning fra udgangen af et kvartal.
Institutionen kan herved tilbagekøbe støttebevis(erne), såfremt bestyrelsen skønner, at økonomien tillader dette.

Stk. 6.
Modarbejdelse af institutionens formål og usolidarisk optræden kan medføre ekskludering af medlemmer.
Dette kan dog først ske efter at medlemmet er indkaldt til møde med bestyrelsen, som så er forpligtet til,
at lade generalforsamlingen afgøre en eventuel ekskludering.

§ 6.
Generalforsamling:
Stk. 1.
Generalforsamlingen er institutionens øverste myndighed.

Stk. 2.
Den daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 7 mand, der vælges eller genvælges skiftevis med 4 i lige år og 3 i ulige år.

Stk. 3.
Ingen medlemmer kan nægte at indgå som bestyrelsesmedlem for mindst 1 periode ad gangen.

Stk. 4
Såfremt der oprettes en støtteforening, skal formanden eller et bestyrelsesmedlem indgå i institutionens bestyrelse.

Stk. 5.
Den lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødtes antal.
Beslutninger træffes ved alm. stemmeflertal og stemmeafgivning ved fuldmagt er ikke tilladt.

Stk. 6.
Til generalforsamlingen har alle der har tegnet støttebevis stemmeret. (1 pr. person over 15 år).

Stk. 7.
Indkaldelse til generalforsamling sker ved bekendtgørelse i den lokale ugeavis, med mindst 14 dages varsel.
Dagsorden angives ikke i bekendtgørelsen.

Stk. 8.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Dagsorden skal omfatte:

1. Valg af dirigent og protokolfører.
2. Årsberetning og regnskab for huset.
3. Indkomne forslag.
4. Valg af formand i lige år.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
6. Valg af suppleanter
7. Valg af revisorer
8. Valg af revisorsuppleanter
9. Eventuelt.

Stk. 9.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være indgivet skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingen.

Stk. 10.
Over det på generalforsamlingen passerede og vedtagne føres til protokol, der underskrives af dirigenten.

§ 7.
Ekstraordinær generalforsamling:
Stk. 1.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter begæring herom til bestyrelsen, med opgivelse af forhandlingsemne.

§ 8.
Bestyrelsen:
Stk. 1.
Bestyrelsen består af 7 medlemmer. Alle valgt for 2 år ad gangen.

Stk. 2.
Afstemning ved valg af bestyrelsen er skriftlig efter forslag. Der stemmes om alle pladser (mandater) på en gang.
Skrives der flere kandidater på stemmesedlen end der er brug for, er stemmesedlen ugyldig.

Stk. 2a
Efter samme regler vælges eller genvælges 2 suppleanter til bestyrelsen. Begge er valgt for 2 år ad gangen.

Stk. 3.
Bestyrelsen vælger selv sin næstformand, kasserer og sekretær.

Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen har ret til at indsætte et medlem, men kun med observatørstatus og uden stemmeret.

Stk. 5.
Bestyrelsen holder møde, når formanden eller mindst 3 medlemmer anser det for påkrævet. Dennes beslutninger afgøres ved alm. stemmeflertal. Formandens stemme er afgørende ved stemmelighed. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af medlemmerne er tilstede.

Stk. 6.
Intet medlem kan modtage vederlag for arbejde i bestyrelsen.

Stk. 7.
Bestyrelsen nedsætter de nødvendige udvalg.

Stk. 8.
Over møderne føres protokol, der underskrives af bestyrelsesmedlemmerne.

§ 9.
Husledelse:
Stk. 1.
Bestyrelsen har den daglige ledelse af institutionen. Den ansætter og afskediger det til driften nødvendige personale.

Stk. 2.
Bestyrelsen drager omsorg for, at udleje og benyttelse af huset sker med størst muligt hensyn til medlemmernes interesse,
ligesom den fastsætter størrelsen af leje for lokalerne.

Stk.3.
Der affattes et regulativ indeholdende direktiver for husets daglige drift og benyttelse af bestyrelsen. Dette godkendes af generalforsamlingen.

§ 10.
Regnskab:
Stk. 1.
Institutionens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

Stk. 2.
Driftsregnskab og status afleveres senest udgangen af februar til revisorerne, som inden udgangen af marts afleverer det til
bestyrelsen i revideret tilstand.

Stk. 3.
Regnskabet fremlægges skriftligt på generalforsamlingen.

§ 11.
Revision:
Stk. 1.
Den ordinære generalforsamling vælger 2 revisorer og 2 suppleanter.
De kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og vælges for 2 år ad gangen. Første gang afgår 1 ved lodtrækning.

§ 12.
Vedtægtsændring:
Stk. 1.
Vedtægtsændringer kan kun foretages på generalforsamlingen og ved almindelig stemmeflertal.

§ 13.
Bemyndigelse:
Stk. 1.
Institutionen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst 1 yderligere bestyrelsesmedlem.

Stk. 2.
Køb og salg, samt pantsætning af fast ejendom kan ske med samtlige bestyrelsesmedlemmers underskrift,
efter godkendelse fra generalforsamlingen

§ 14.
Opløsning:
Stk. 1
Opløsning af den selvejende institution kan kun ske ved, at der indkaldes til ordinær som ekstraordinær generalforsamling.
Der kræves, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er tilstede for at en ophævelse kan finde sted.
Skulle dette ikke være tilfældet, indkaldes der senest 3 uger efter til fornyet generalforsamling,
hvor det så er flertallet af de fremmødte medlemmer, der afgører en sag af denne art.

Stk. 2
Hvis ejendommen sælges eller overgår til andre formål end dem, der er beskrevet i vedtægterne, skal de
bevilligede 200.000,00 kr. fra Bov Kommune tilbagebetales til kommunen.

Stk. 3
I tilfælde af ophævelse af den selvejende institution, skal de resterende økonomiske midler stilles til rådighed for Vilsbæk by.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 26. juni 1997.

Ændringer foretaget d. 15. februar 1999, d. 9. april 2002 og d. 18. marts 2011.
Vilsbæk-Huset, børne, ungdoms- og kulturhus. | CVR: 20170778 | Vilsbækvej 34B, 6330 Padborg - Danmark | Tlf.: 20 83 76 63